Hvad betyder det egentligt, at et energianlæg ligger smukt i landskabet? Det skal først og fremmest kunne forstås produktionsteknisk; Her er en by, den bruger energi, derfor er der energiproduktion. Det er ikke sikkert den samme logik tegner sig for eksempelvis CO2-lagring i Kalundborg Kommune eller havvindmølleparker, der kan producere nok energi til et helt land. Sven Ingvar Andersson skrev tilbage i 1988, at en smuk placering beror på en ”syntese af kriterier” og en spontan vurdering, der begynder i øjnene. Han peger på syv forskellige landskabstypologier, hvor anlæggene for eksempel kan placeres ”oppe”, ”midt i”, ”ved kanten”, ”ved foden”, ”inde i en niche”. Jeg mener også, at de kan placeres, så de giver noget signifikant ”under” horisonten – en tendens, som mange nybyggede kulturinstitutioner som Søfartsmuseet i Helsingør, Hammershus Besøgscenter eller Tirpitz Museum ved Blåvand er eksempler på. Men anlæggene kan simpelthen også ligge spredt, symmetrisk, i regelmæssige rækker, kolonner og i visuel orden uden design eller udsmykningselementer, som solceller gør. Eller i storslået skala med slanke tårne som vindmøller gør. Det bør stadig være muligt at bidrage med nye ideer til, hvordan landskabets giganter skal placeres. Det bør kunne være bynært, og det bør være bynært, at lempelserne af naturbeskyttelsen tages i brug først.
”Jeg synes, at det er et modigt projekt. Jeg forstår godt, at vi skal finde plads til solceller for at løse energikrisen. Måske kan man godt sætte dem op som markører i landskabet. Måske som landmarks, der spiller sammen med gigantiske kunstinstallationer i glas og stål. Vi kan stille krav til, at de skal have en relation til mennesker, dyr og natur, men det mest oplagte er nu, at de har en relation til de linjer i landskabet, som i forvejen er skabt af veje, lufthavne, andre energianlæg eller i samspil med det eksisterende industrilandskab,” sluttede sensor af med at sige. Så var den eksamen overstået.
