
Stormrådet består udover formanden af syv medlemmer, som repræsenterer forsikringsselskaber, borgere, kommuner og ministerier. Efter indstilling fra KL har Erhvervsministeren udpeget Peter Albeck Laursen som KL’s repræsentant.
Peter er Teknik- og Forsyningschef i Jammerbugt Kommune, og i sin kommunale karriere har han arbejdet med stort set alle af de aspekter, der relaterer sig til vand- og klimaproblematikker.
I fællesskab med Stormrådets øvrige medlemmer skal Peter afgøre, om der har været stormflod, stormfald og/eller oversvømmelse fra vandløb og søer med henblik på, om der skal udbetales erstatning til personer, der er ramt af disse hændelser.
Om sin nye post udtaler Peter: ”Jeg ser frem til arbejdet i Stormrådet, hvor jeg vil kunne bidrage med kommunale vinkler, når væsentlige samfundsmæssige interesser skal varetages”.

Som suppleant er valget faldet på Niels Hav Hermansen. Niels har siden 2007 været leder af Natur- og Miljøområdet i Holbæk Kommune og Frederikssund Kommune og har de sidste to år været leder af Vand og Natur i Næstved Kommune. Vandløb og kystbeskyttelse har i alle tre kommuner været en del af Niels´ arbejdsområder.
Niels er spændt på, om Stormrådet fremover i samarbejde med kommunerne vil kunne få en rolle i forbindelse med forebyggelse – "Det, tror jeg, der kunne være god økonomi i – også for Stormrådet," udtaler Niels.