Faggruppen for Miljø og Grundvand søger en person, der er interesseret i at blive medlem af faggruppen. Medlemmet vil få ansvaret for at sammenskrive høringsbidrag og vil ligeledes deltage i det øvrige faggruppearbejde.
Ideelt set er personen en teamleder eller kontorchef med kendskab til faggruppens område, men andre er også meget velkomne. Du kan læse om faggruppens mission nederst i denne nyhed.
Ved at sammenskrive høringsbidrag vil personen dels være på forkant med udviklingen i lovstof på området og dels være med til at sikre interessevaretagelsen for det kommunaltekniske område i alle kommuner - KL bruger nemlig høringsbidragene i forhandlinger med ministerier.
P.t. er arbejdsbyrden med sammenskrivning af høringsbidrag ikke særlig stor, da der ikke er ret mange høringer inden for faggruppens område.
Hvis du er interesseret eller kender en, som kunne være interesseret, kan du kontakte faggruppeformand Christina Føns på tlf. 20473563 eller på mail chfns@esbjergkommune.dk
Faggruppen for Miljø og Grundvands mission:
Faggruppen for Miljø og Grundvand beskæftiger sig med jordforureningsloven, miljøbeskyttelsesloven, grundvandsloven og landbrugsgodkendelsesloven, samt tilknyttede områder.
Godkendelser af husdyrbrug er en væsentlig opgave for faggruppen.
Vand- og naturplanerne vil være et fælles område for Miljø- og Grundvandsgruppen og Natur- og Overfladevandsgruppen.
Faggruppen skal sikre sammenhæng i kommunale interesser vedrørende miljøbeskyttelse, grundvand, jordforurening, spildevand og affaldsmyndighed, der også behandles i Forsyningsfaggruppen.
Miljø og Grundvandsgruppen er organiseret med fire underfaggrupper, som behandler sager vedrørende jordbeskyttelse, landbrugsgodkendelser, virksomhedsgodkendelser og grundvandsbeskyttelse.