Selvom det ikke er overraskende, at park og natur har positiv betydning for ejerboligers værdi, er det alligevel interessant at læse nyere forskning på området. Forskningen viser, at værdien af et hus stiger med op til 10 pct. i gennemsnit for hver ekstra 10 hektar park eller bynært naturareal, der findes inden for 500 m gangafstand og med op til 2 pct. for hver 10 hektar inden for 1.000 meters gangafstand. Både værdistigning og rækkevidde er lavere i de større byer, men ikke meget.
Også virksomheder er ifølge forskningen parate til at betale ekstra for en smuk beliggenhed. Detailhandelsvirksomheder betaler eksempelvis gerne omkring 15 pct. for at ligge lige ved en park. Næsten samme betalingsvillighed gælder kontorvirksomheder, der typisk betaler en præmie på 5-7 pct. inden for en radius af op til 200 m fra parker.
Der er herved ingen tvivl om, at park og natur har positiv betydning for ejendommes værdi, og det er også baggrunden for, at Folketinget har åbnet mulighed for, at kommunerne kan kræve omkostningerne forbundet med park og natur betalt af de private grundejere. Det er planlovens kapitel 5a om udbygningsaftaler, der er relevant.
Som advokat har jeg efterhånden udarbejdet mange udbygningsaftaler, men det undrer mig meget, at de næsten altid handler om vejanlæg – omkostninger, som kommunerne i mange tilfælde ”bare” kunne kræve betalt i medfør af vejloven. Hvorfor er der ikke flere udbygningsaftaler om park og natur?
