Erhvervslivets vækst er i fokus. Kommunerne er naturlige medspillere, og der er særligt i de seneste år iværksat og gennemført mange både gode og konstruktive tiltag, der skal hjælpe virksomhederne på vej. I den forbindelse er der i mange kommuner etableret ”Én indgang/Erhvervsservice”, der skal hjælpe og guide virksomheden igennem de mange kommunale led, der ofte bringes i spil i forbindelse med for eksempel en udvidelse.
Byggeri er et af de områder, der er vækst- og værdiskabende. Det er derfor afgørende, at den kommunale byggesagsbehandling indgår som et naturligt og medskabende led, når en virksomhed ønsker at bygge.
Et vigtigt parameter, der typisk bringes i spil, når der tales vækst og service over for virksomheder, er sagsbehandlingstiden. Samtidig oplever vi dog, at en god proces og forudsigelighed i sagsbehandlingen, herunder en aftalt tidsramme, oftest er det der
betyder allermest.
Der er flere forudsætninger for en god proces. En af de vigtigste er, at kommunen kommer tidligt ind i dialogen med virksomheden omkring eventulle udviklingsønsker. Hvis virksomhederne først kommer til kommunen for at søge godkendelser, når der er lagt meget konkrete planer, har det ofte den ulempe, at der kan være problemer i forhold til fx. planloven, miljøloven eller andet, som vi er nødt til at påpege. Dermed kommer kommunen til at fremstå som ”paragraf-ryttere”, uanset vores intention er præcis den modsatte.
En tidlig dialog om en virksomheds ønsker om udvikling gør det muligt at afstemme forventninger og sætte nødvendige tiltag i værk, så projektet kan realiseres inden for en aftalt tidsramme. Derved undgår man unødig frustration, negative oplevelser og unødigt spild af ressourcer.
Så det er helt afgørende for en fremdrift, at både kommuner og virksomheder ser hinanden som samarbejdspartnere med en tæt og naturlig dialog fra idé til færdigt projekt.