Der skal træffes aftaler med lodsejerne, der skal lægge jord til oversvømmelsesarealer, og der er hensyn i forhold til natur og kulturarvsarealer, når op til 3 millioner kubikmeter vand tilbageholdes i ådalen, og vandspejlet hæves op mod 1,5 meter i Vandkraftsøen.
Dialogen med lodsejere der har jord i oversvømmelsesarealet er ført i et godt samarbejde med de lokale landboorganisationer. Det forventes, at der på dette grundlag kan indgås aftaler om råderet til oversvømmelse i vintersæsonen mod en engangskompensation for de gener, der kan følge af en midlertidig vandtilbageholdelse.
Naturinteressenter har i høringssvar til offentlighedsfasen tilkendegivet, at de stiller sig kritiske over for den måde, som projektet vil påvirke natur og landskab i ådalen. Der er især fokus på rigkær, der er tilpasset et næringsfattigt miljø på ådalens skrænter. Kommunen er i dialog med relevante parter om naturtiltag, men det er grundlæggende i projektet, at vandtilbageholdelsen sker på arealer, der allerede i dag naturligt forekommer oversvømmet under ekstremhændelser. Desuden er lokaliteten landskabsmæssigt allerede kulturpåvirket som følge af en motorvejsbro.
Der er opstillet en styringsstrategi, der kan styre vandtilbageholdelsen under hensyn til mindst mulig påvirkning af de sårbare lokaliteter på skrænterne. Med den anvendte styringsstrategi vil en delvis oversvømmelse af rigkær statistisk forekomme 1 gang hver 20-25 år; de øverste skrænter vil kun oversvømmes 1 gang hvert 100 år.
Derudover er der fredningen af et kulturarvsområde, som skal respekteres. I samarbejde med Slots- og Kulturstyrelse og Holstebro Museum arbejdes der på afdækning af påvirkningens omfang af et fredet område ved Tvis Klosterruin, og hvordan det undgås, at der sker negativ påvirkning af området.
Disse forhold omkring særlige beskyttelseshensyn skal være på plads, inden den offentlige miljøvurdering (VVM-forløb) kan afsluttes med en VVM-tilladelse. VVM-tilladelsen fastsætter de vilkår, som projektet skal overholde. Desuden skal en række myndighedstilladelser og dispensationer meddeles, før første spadestik til anlægsbyggeriet kan tages. Det drejer sig for eksempel om dispensationer efter naturbeskyttelsesloven og tilladelse efter vandløbsloven.