Markerne hedder nu i landmandssprog markblokke, og disse er gennem de seneste år blevet større og større, efter at tusindvis af kilometer hegn er blevet hevet op med rode, så de store maskiner lettere kan arbejde effektivt.
Resultatet er en stærk forarmet natur. Bevares, der er natur tilbage, 16 pct. skov og hede og 7 pct. søer, enge og moser ifølge Danmarks Statistik (2012), men kvaliteten af den oprindelige natur er ofte stærkt påvirket af det omgivende landbrugsland. De arealer, der er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3, bl.a. heder, overdrev og moser, modtager årligt så meget kvælstof med regnen, at habitaternes tålegrænser mange steder har været overskredet i årevis. Arter, der kræver næringsfattige levesteder, fortrænges til fordel for generalister som hundegræs og vild kørvel, og grøftekanterne er i dag ofte artsfattige og kedelige til forskel fra tidligere, hvor disse levesteder også husede en varieret insektfauna. I dag er de fleste grøftekanter monotone og stærkt kulturpåvirkede af gødning og sprøjtegifte fra de tilstødende marker.
Der er derfor brug for en bredt forankret plan for, hvordan tab af biodiversitet skal stoppes. Det har vores politikere lovet i EU skal være påbegyndt i 2015, så tilbagegangen for arter og habitater kan være stoppet inden 2020, hvor FN igen gør status over landenes indsatser.
Regeringens Natur- og landbrugskommission tog problemet op, og i forlængelse heraf vedtog regeringen i februar 2015 at realisere et Grønt danmarkskort, hvor de eksisterende fredede og beskyttede naturområder bindes sammen med nye, grønne korridorer. Det kan blive et af de mest betydningsfulde politiske tiltag, hvis det lykkes at slå sprækker i landbrugsørkenen. Det bliver dog et langt slagsmål for naturen, som også kommunerne bliver en del af.
Ud over en indsats her er der brug for et opgør med pænheden. Slip vildskaben løs omkring boligen, på industriarealer i byernes udkanter, i skovene og i råstofgravene. Pænheden har sneget sig ind mange steder, og natur holdes nede. Store græsarealer slås møjsommeligt, så kun få naturlige blomsterplanter har muligheder for at blomstre omkring fabriksbygninger og i parker. Lad dog valmuerne og de vilde perikon blomstre. Der er både tid og penge at spare ved at lade naturen gå sin gang.
I råstofgrave ligger mineraljorden blottet, og en langsom succession med helt særlige dyre- og plantearter kan begynde, hvis ellers ikke området dækkes til igen med velgødet muld til landbrugsformål. Der er mulighed for, ved ikke at gøre noget, at disse kan udvikle sig til spændende sprækker af natur med særlige plante- og dyrearter, der ellers ikke har gode levevilkår.
En række fuglearter sætter særlig stor pris på råstofgrave, både de aktive og de gamle, ikke retablerede. For arter som digesvale, store hornugle og biæder har disse åbne ”sår” i kultursteppen en særlig tiltrækning. Arterne får her mulighed for at gennemføre deres ynglecyklus, takket være fred og lodrette skrænter. Disse findes kun få andre steder i landskabet, så det er en sjælden naturtype, der bør bevares ved bevidst planlægning.
Med lidt omtanke kan råstofgravene blive et vigtigt element i det grønne danmarkskort. Den flotte biæder fra Sydeuropa kan måske blive en fast ynglefugl i Danmark, når klimaet gradvist bliver varmere, og hvis der levnes sprækker af natur i råstofgravene.
