Også det faktum, at RegnRuten består af en lang række forskellige mindre projekter, er unikt og noget, der kan inspirere andre, håber miljøchef Kathleen Kjærulff.
- Vi har jo ikke ét kæmpestort klimatilpasningsprojekt. Derimod er RegnRuten et eksempel på, hvordan man kan binde små projekter sammen og skabe en sammenhæng. Og det viser, at man kan rykke meget, uden at det behøver ske via store, forkromede projekter, siger hun.
Adspurgt om, hvilket RegnRute-projekt hun er særlig stolt over, lyder svaret:
- Jeg er stolt af dem alle, men vores klimaparkeringsplads er et godt eksempel på, hvordan man med en forholdsvis enkel løsning kan lave en klimatilpasning på arealer, som vi har masser af i hele landet. Vi har simpelthen sikret en kant hele vejen rundt om en af vores p-pladser, så pladsen midlertidigt kan oversvømmes med 10 cm vand, til der igen er plads i rørene. Det kan bilerne og bilejerne godt tåle, og det forsinker vandet efter skybrud – uden at vi skal investere i store og dyre bassiner. Så det er et lille eksempel på, hvordan samarbejde kan lede til overraskende og kreative løsninger, forklarer Kathleen Kjærulff.