23. september 2013 - 0:00
KTC: Energistyrelsens tal er misvisende
Ude af trit med virkeligheden! Så skarpt kritiserer KTC Energistyrelsens statistik over kommunernes byggesagsbehandlingstid.
Energistyrelsen udgiver hvert halve år en statistik over, hvor lang tid kommunerne i gennemsnit bruger på at behandle byggesager. Desuden viser statistikken, hvor høje gebyrer kommunerne tager.
Men tallene fra Energistyrelsen er misvisende og ude af trit med virkeligheden, mener KTC.
- Energistyrelsens statistik viser alt for lange sagsbehandlingstider i forhold til virkeligheden, og en enkelt sag, der trækker ud, kan forrykke hele gennemsnittet. Det er ikke rimeligt, siger formand for KTC, Torben Nøhr.
Han understreger samtidig, at det er urimeligt, at kommunerne bliver benchmarket på baggrund af ansøgerens eller andre myndigheders tidsforbrug.
- At det kan tage lang tid at skaffe materiale fra ansøger eller andre myndigheder har jo intet at gøre med, hvor lang tid kommunerne selv bruger på at give byggetilladelse, påpeger Torben Nøhr.
For at komme problemet til livs med misvisende tal fremhæver KTC et nyt digitalt værktøj til byggeansøgning. Værktøjet, som hedder Miljø og Byg, lanceres i 2014.
Læs mere i Teknik & Miljø, september-nummeret