Som klimakoordinator skal man hele tiden både inspirere og motivere kollegaer til at gå nye veje og afprøve mere klima- og bæredygtige handlemuligheder.
Mange eksterne konsulenter og virksomheder rækker ud til Klimasekretariatet og vil gerne have lov til at præsentere deres services for organisationen, og i de relevante tilfælde sætter jeg et møde op med eksterne og relevante kollegaer.
I forhold til at komme i gang med cirkulær belysning, så startede snakken med udbudskollegaerne, der var meget hurtige til at konstatere, at der ikke var noget som helst, der forhindrede os i at målrette vores udbud på en ny måde, hvor vi efterspørger en cirkulær løsning.
Næste trin var en dialog med ejendomskollegaerne i forhold til, hvad vi havde af forestående planer for renovering eller nybyg, hvor belysning skulle være en del af løsningen. Resultatet af dialogen blev at indarbejde krav om cirkulær belysning i forbindelse med renovering af mødelokaler.
Lige netop mødelokaler er repræsentative rum, der besøges af mange kollegaer og eksterne gæster, hvilket gør det ekstra spændende at kunne fremvise en ny flot rumbelysning, der samtidig belaster miljø og klima langt mindre end de traditionelle løsninger.