Hvad består humus af? Pedologer (folk, der studerer jordbunden) har fastslået,at det er en organisk syre med den kemiske sammmensætning: 57 procent H, 32 procent O og 4,5% procent N (12). Det er en god tilnærmelse at betragte ilten som bundet i OH-grupper, og dermed beregnes 57 procent C med en brændværdi svarende til brunkul.
Det mest interessante er det høje indhold af N (Kvælstof). Det er ikke alment kendt, men ved hjælp af kvælstoffixerende bakterier i humus sker en mineralisering af luftens kvælstof, der derved bliver tilgængelig for planterne. Og organismerne i en muldrig jord kan udgøre op til 1 kg per m2 i form af fx regnorme, nematoder, skolopendre m.m., der alle skal danne protein og dermed behøver kvælstof. Kvælstofikserende bakterier i humus er således, de facto, den eneste mulige kvælstofkilde til det høje indhold af levende organismer. Det synes også at være logisk ved betragtning af datidens landsbrugsjord, der, før kunstgødningens indtog, kunne forsyne planterne med den nødvendige mængde kvælstof.
Andre egenskaber er humusens jonbindingskapacitet, som planternes rodhår udnytter til at vækste optimalt, og som i sidste ende medfører planter med øget modstandsdygtighed overfor svampe, snylter og sygdom. Humus er tilmed kraftigt vandbindende, hvorved dyrkningsjorden bliver mindre følsom overfor tørkeperioder. For hver procentdel humus i jorden øges det naturlige vandindhold i jorden med 2 procent.
Samlet set bør de gode egenskaber give tilstrækkeligt med bevæggrunde til at prøve at forøge humusindholdet. Hvis man øger indholdet af humus i jorden, binder man desuden C, hvorved CO2 i atmosfæren mindskes med store mængder.
