Både internationalt og nationalt har også mange andre aktører fastholdt dette fokus på at skabe en stadig mere bæredygtig verden, selvom denne verden i øjeblikket opleves mindre forudsigelig.
Der er allerede mange gode, konkrete eksempler på, at kommunerne sammen med andre parter har arbejdet på at skabe løsninger. Tænk for eksempel bare på opgaver som udfasning af naturgas, udvikling af klimaplaner, ændrede drivmidler til transport, ændringer på anlæg- og ejendomsområdet osv.
Mange af disse opgaver er blevet løst i stærkt partnerskab mellem kommunerne, andre myndigheder, borgere og private parter. Det har været helt afgørende for de grønne løsninger, at der er mange, der går den samme vej og har øjne på bolden.
Dette samspil kræver lederskab og vilje til at tage ansvar fra alle parter - uagtet om tiltagene er rettet mod store projekter eller mod at understøtte borgere til at kunne træffe valg, som forbedrer bæredygtighed i deres lokale område.
Med de gode erfaringer med udvikling af konkrete grønne løsninger, og med behov for mange flere løsninger i de kommende år, er det både oplagt og vigtigt, at der fortsat også tages fokuseret kommunalt lederskab for disse opgaver i de kommende 4 år, både i stort og småt. Og lige så vigtigt, at vi fortsat bøjer os mod hinanden i det store samspil og samarbejde. De kommunale administrationer er klar til at understøtte politikere, borgere og virksomheder i at udvikle gode, bæredygtige lokalsamfund med basis i de lokale behov, aktører og muligheder.