I Skanderborg taler man ikke om at servicere ”kunderne”, men om at samarbejde med borgerne.
- Det er vigtig at italesætte processen på den rigtige måde, så samarbejdsrelationen er afklaret. Vi skal som kommune ikke leve op til ”kundernes” forventninger. Vi omtaler ikke kommunens indbyggere som kunder, men som borgere, og giver dem samtidig et ansvar. De skal være med til at sætte deres præg på deres egen by og deres egen kommune. I den her byrådsperiode har vi haft fire § 17 stk. 4-udvalg. På den måde får borgerne mulighed for at være med til at bestemme.
Hvad gør I så konkret i Skanderborg for at få medarbejderne i kommunen til at tænke i samarbejde frem for at servicere?
-I fagsekretariatet Teknik og Miljø skal alle medarbejdere deltage i et kursus om ”styrket borgerkontakt”, hvor der bliver trænet i dialogmetoder. Vi har fokus på den gode proces i hele kommunen. Tilgangen og det at se muligheder for, at borgerne kan lykkes med deres projekter er vigtig. Det er jo ikke sådan, at vi slet ikke vil tage ansvar - tværtimod, siger Luise Pape Rydahl.
Hvilke udfordringer støder I så på?
- Vi bliver udfordret, når der opstår konflikter, som vi kun kan løse ved at håndhæve de gældende regler. Hvis for eksempel en virksomhed støjer for meget, prøver vi først med en konstruktiv dialog, men hvis virksomheden ikke medvirker til at finde en løsning, ja, så bliver vi nødt til at håndhæve den lovgivning, der er på området, af hensyn til naboerne. For der er en bagkant. Det er ikke alt, vi som myndighed kan eller må acceptere. Vi har et ansvar og en forpligtelse som myndighed. Nogle gange SKAL vi sætte foden ned, forklarer Luise Pape Rydahl.
Hvorfor er I så gode i Skanderborg til organisatorisk at få sat gang i frugtbare processer?
- I Skanderborg er vi gode til på tværs af organisationen – fra Byrådet til den enkelte medarbejder – at tage ejerskab til denne forandring. Vi er kommet langt, men der er selvfølgelig stadig noget at arbejde med.
- Vi prøver hele tiden at blive inspireret til nye måder at løse opgaverne
på. For eksempel har vi et velfungerende ”advisory board”, som består af virksomhedsledere. Dem mødes vi med fire gange om året for at finde ud af, hvad der betyder mest for virksomhederne – og hvordan vi som kommune kan hjælpe.